Byggebørs skal minimere affald på genbrugspladserne

Fra venstre: Hanne Sadolin Jensen, DGE, Maj-Britt Jensen, NBE og Christian Helweg, Råt&Godt

Alt for mange brugbare byggematerialer ender på genbrugspladserne. Derfor skal et nyt initiativ få borgerne i Nordjylland til at dele overskuddet fra deres byggeprojekter med hinanden.

 

17.000 tons træ, fliser og beton ender hvert år hos Aalborg Renovation, men nu kan naboens overskud fra renoveringen af carporten komme et helt andet byggeprojekt til gode. I forbindelse med Aalborg Bæredygtighedsfestival åbner en Byggebørs, hvor i første omgang borgere i Nordjylland fra den 12. september og fire dage frem frit kan indlevere og afhente byggematerialer. Formålet er at passe bedre på kloden, hvis fornyelige ressourcer for i år blev opbrugt den 2. august; seks dage tidligere end i 2016.

– Idéen opstod ved NBE’s netværksmøde i maj, hvor temaet var cirkulær økonomi. Der blev afholdt en række workshops med idéudvikling af nye forretningskoncepter, og her startede tankerne om byggebørsen, fortæller Maj-Britt Jensen fra Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling NordDanmark (NBE), der sammen med Hanne Sadolin Jensen fra DGE var med til at udvikle idéen.

Hanne Sadolin supplerer: Inspirationen kom fra de tendenser, vi ser i øjeblikket, med øget fokus på bæredygtighed, hvor flere og flere genbruger, og hvor unge mennesker kan lide at upcycle og er gode til det.

Ved upcycling tager man et gammelt materiale eller møbel, evt. i kombination med noget andet, og laver et nyt produkt, der har større værdi end udgangspunktet, der måske var udtjent eller ikke brugbart i sin form. Tendensen ses bl.a. i DR-programmet ”Fra yt til nyt”.

 

Find Byggebørsen hos Råt&Godt

Byggebørsen holder til på Hjulmagervej 58, i Råt&Godts baglokaler, fra den 12.-15. september 2017 kl. 14-17. Råt&Godt er et socialøkonomisk kreativt værksted kombineret med butik, hvor unge aktiveres i for dem meningsfuld beskæftigelse.

”I Råt&Godt fokuserer vi på den tredobbelte bundlinje, dvs. både social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Byggebørsen passer pissegodt ind hos os, da vi også bruger det, som andre smider ud, og giver både materialer og mennesker en chance til”, fortæller Christian Helweg, der er stifter og daglig leder i Råt&Godt.

 

Kontakt

Hanne Sadolin Jensen
Bygningsforurening VEST
Direkte: +45 6067 3207
Email: hsj@dge.dk