Ny kollega til DGEs kontor i Vejen

DGE søger medarbejder til vores afdeling i Vejen med tiltrædelse hurtigst muligt. Du bliver en del
af en mellemstor rådgivende miljøvirksomhed med 150 dygtige medarbejdere fordelt på kontorer i Skandinavien og Baltikum. Baseret på mere end 30 års erfaring gør DGE en positiv forskel for sine kunder og for miljøet.

 

Jobbeskrivelse

Dine opgaver vil indledende primært være feltundersøgelser af forureninger i jord og grundvand, droneflyvning og opmålinger (efter oplæring) samt prøvetagning i forbindelse med bygningsnedrivninger eller renoveringer. Du skal ligeledes indgå i et team, der dækker akut opståede forureninger. Der vil i takt med evner og opbygget erfaring være mulighed for at udføre alle faser af opgaven fra tilbud til afrapportering og kundekontakt. Erfaringer med GIS værktøjer (f.eks. MapInfo, GeoGIS eller QGIS) vil være en fordel men ikke en umiddelbar betingelse. Du vil have din primære arbejdsgang på vores kontor i Vejen, hvorfra vi opererer i hele Syddanmark og Fyn.

 

Din profil

Du må gerne være nyuddannet med en solid viden om naturvidenskab, herunder eksempelvis kemi, geologi og biologi. Prøvetagning må gerne have været en del af uddannelsen, men du kan også have joberfaringer inden for området, f.eks. som ansat i en offentlig forvaltning eller i en rådgivende ingeniørvirksomhed. I korte træk forventer vi, at du er klar til, med mod og personligt drive, at påtage dig de opgaver, vi har.

Vi forventer, at dine kompetencer og menneskelige kvaliteter er som følger:

  • Uddannet miljøteknolog, geolog, ingeniør, biolog eller lignende
  • Holdspiller, der også kan arbejde selvstændigt og tænke selv
  • Interesse for miljøopgaver herunder prøvetagning, droneopmålinger og feltarbejde, håndtering af akut miljøarbejde m.v.
  • Velformuleret i dansk skrift og tale
  • Udadvendt og engageret
  • Kvalitetsbevist samt resultat- og forretningsorienteret
  • Lyst og mod til at tage ansvar
  • Kørekort til personbil

 

DGE tilbyder

Vi tilbyder et job i en dynamisk virksomhed med et godt og tværfagligt arbejdsklima samt fleksible arbejdstider, hvor du vil møde en uformel og humørfyldt omgangstone i samarbejdet med hjælpsomme og ligeværdige kolleger. Vi er både unge medarbejdere og en række højt specialiserede seniorer, der arbejder tæt sammen hver eneste dag. Arbejdet er præget af ”frihed under ansvar”, og der er altid plads til nye og gode ideer. Den enkelte medarbejder kan i stort omfang påvirke sit eget ansvarsområde samt sætte sit præg på udviklingen af afdelingen.

 

Ansøgning

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Projektchef Lars Storkholm  på tlf. 41524062 eller Projektchef Morten Øland på tlf. 20408805.  CV samt ansøgning sendes på mail til Projektchef Lars Storkholm lcs@dge.dk senest den 20. februar 2018.