Netværk for bæredygtig jordhåndtering

DGE faciliterer i dag netværk i både Øst- og Vestdanmark. Har du interesse i at erfaringsudveksle og bidrage til den bæredygtige udvikling inden for jordhåndtering, så er netværket måske også noget for dig.

I Jylland er der godt gang i netværket, som blev etableret i 2018. I starten af 2020 kom turen så til Sjælland, hvor vi ligeledes har skabt en platform for alle relevante aktører med interesse for udvikling af bæredygtig jordhåndtering. Det omfatter kommuner, entreprenører, transportører, modtageanlæg/-aktører og andre, som har en særlig interesse i at arbejde med bæredygtig jordhåndtering.

Formålet med netværket er at skabe et fundament, hvor vi gennem sparring og vidensdeling kan inspirere hinanden til at jordhåndtere mere bæredygtigt i alle led. Et forum, hvor vi kan debattere alt relevant vedr. f.eks. lovgivning og ny viden, men ligeledes hvor lavpraktiske dagligdagsproblemstillinger kan vendes.
På længere sigt skal netværket også være et forum, hvor der skabes idéer til nye anvendelige værktøjer og nye samarbejder, der gør en forskel i det daglige arbejde, både for dig som medlem og ikke mindst for miljøet.

Vores netværk udspringer af et ønske om at gøre en forskel for miljøet og klimaet ved at arbejde aktivt med cirkulær økonomi og bæredygtighed. Som aktør i branchen er vi vidende om den stigende ressourceknaphed. I Danmark løber vi om få år tør for råstoffer, som ellers har domineret bygge- og anlægsbranchen. Det står i skærende kontrast til praksis i dag i bygge- og anlægsbranchen, hvor der ofte unødigt bliver flyttet rundt på en masse jord, som derved ikke bliver genbrugt. Det skyldes til dels, at der ikke bliver samarbejdet nok på tværs af projekter og interesser. Vores netværk skal blandt andet udfordre det eksisterende og finde nye holdbare løsninger omkring genanvendelse af overskudsjord.

Et bidrag til en mere bæredygtig verden

 

 

Kontakt

Kontakt os for mere information om Netværk for bæredygtig jordhåndtering.

Nanna Reuther
Projektleder, Jordbrugsbiolog
Direkte: +45 2226 1040
Email: nre@dge.dk